Overordnet har vi tilrettet Energy10s hjælp, systemskabeloner og programvalideringer, så alt modsvarer de gældende regler i HB2021.
Derudover har vi tilføjet enkelte nye tiltag, så Energy10 understøtter håndbogens øvrige muligheder:
Kap. 1.5.2 Identifikation af bygningen
Stk. 1. Energikonsulenten skal sikre, at adresse for bygningen passer sammen med kommune-, ejendoms- og bygningsnr. Som alternativ for ejendomsnr., kan BFE-nr. anvendes.
Vi har tilføjet et nyt felt under "Stamdata, Ejendom", hvor denne info fra BBR-meddelelsen også bliver indsat, såfremt der anvendes automatisk BBR-opslag ved sagsoprettelsen i Energy10.
Det er ikke et krav at indtaste BFE-nummeret, men i forbindelse med det kommende rapportlayout pr. 1 september, vil BFE-nummeret fremgå af rapporten, såfremt feltet er udfyldt i Energy10.
Kap. 4.4.2 Række-, kæde- og dobbelthuse (eksisterende bygninger)
Stk. 1. Ved helt eller delvis sammenbyggede enfamiliehuse med lodret skel (række-, kæde- eller dobbelthuse) skal hver enhed energimærkes, som var det én bygning jf. dog stk. 2.
Stk. 2. For enheder jf. stk. 1, der er beliggende i samme bygning, kan der udarbejdes en energimærkning for hele bygningen, såfremt alle enheder i bygningen har samme BBR-anvendelseskode. Det er endvidere et krav, at enhederne anvendes til udlejning, jf. § 7 i lov om fremme af energibesparelser i bygninger, har samme ejer, samme opvarmningsform og ensartet klimaskærm.
Med andre ord, så foregår energimærkning, som udgangspunkt, på samme måde som hidtil. Det er nu blot også muligt at energimærke række-, kæde- og dobbelthuse samlet som én bygning, såfremt ovennævnte krav i stk. 2 er overholdt.
Hvis du vil energimærke flere enheder samlet efter stk. 2, skal du oprette din sag som flerfamiliehus, hvor det er muligt at indregne det aktuelle antal boligenheder, som bygningen faktuelt består af.
|